Healing fra traumer.

At hele fra traumer... Eller skulle man i stedet sige "hele fra livet"? For ingen af os kan undgå at blive ramt, rystet og chokeret. Det er en del af den pakke som livet tilbyder os.

I forhold til terapi og at få helet vores traumer, vil vi jo ofte gerne have, at det bare kan gå hurtigt. At vi kan blive reddet, fixet og derved frigjort fra de lænker som fortiden har sat omkring os. Eller også vil noget i os faktisk gerne holde fast i traumet (hvilket sker helt ubevidst), og holde fast i offeret, så vi netop kan føle at nogen redder os. Andre gange vil vores relationer gerne have, at vores proces kunne speedes lidt op...

Men hvis der virkelig fandtes et hurtigt fix, hvad ville meningen med vores traumer så være? Hvori ville læringen bestå?

Jeg har mange refleksioner for tiden. Omdrejningspunktet og essensen af mine tanker, ender altid samme sted; At det ér meningen med livet.

Ja, det er måske en lidt provokerende tanke.. At der er en dybere mening med de sår vi bærer på, og de ting vi har været udsat for. Især hvis livet har ramt os i sådan en grad, at det hele føles meningsløst. Men det må det også gerne være - Det må gerne føles meningsløst. Den fornemmelse kender langt de fleste af os, vil jeg vove at påstå.

Lige nu sidder du måske og tænker at der absolut ikke var en dybere mening, med nogle af de ting du har oplevet i dit liv... Det er helt okay. Du behøver ikke at opleve en mening lige nu. Men om ikke andet, så kan der ihvertfald være læring deri.

Et klogt menneske sagde for nyligt til mig; "Det er der jo ikke noget nyt i. Du opdager det bare". Den sætning ville for år tilbage, have været provokerende for mig. Men på nuværende tidspunkt så frigjorde det noget af det kaos, som jeg selv mærkede i min krop. For det er jo helt sandt.. Der var ikke noget nyt i de ting som var ved at gå op for mig, jeg opdagede dem bare.

Når vi opdager ting om os selv, og får et indblik i det store billed: Hvordan vores sjæl, psyke og fysik hænger sammen, og hvorledes vi er præget af det hele i én stor gryde, så kan vi begynde at hele.

Når vores ubevidste begynder at prikke til os, så det ikke længere kan gemmes væk, men i stedet blive bevidstgjort, så kan vi begynde at hele.

Men healing kræver tid, timing og nærvær. Nærvær i relationer, nærvær med os selv og timing i hvornår vi skal åbne de forskellige sår, så vi ikke bliver overmandet af alt det vi har gemt på i vores krop, sind og sjæl.

I processerne findes der glæde, kærlighed, frigørelse, mening.. Men bestemt også smerte, ensomhed, meningsløshed, angst osv. Det kan gøre ondt at finde dele af os selv, som er blevet gemt væk, fordi verden har vist os at vi ikke må eje det. Det kan være ubeskriveligt ensomt at man bevæger sig væk fra det gamle, hen til det nye, for hvad siger man farvel til imens?

En del af at healingen finder sted, er undervejs også at turde overgive sig til den smerte som kan ligge i at eksistere - At turde overgive sig fuldstændig, ved at mærke hvad mørket bærer på i vores krop, vores sind og sjæl. At mærke i overgivelsen, at vi dybt indefra kan bære det, at vi kan lære af det, omfavne det, for derefter at finde nye veje, nye styrker og tilstande i os selv.

Nogle gange føler vi at noget er blevet gennemtjekket, mærket og omfavnet - Hvorefter vi pludselig står i samme situation, med den samme følelse og det samme mønster som vi lige troede at vi havde brudt. Men for hver gang, er der ny læring, en ny vinkel, nye dybder og nyt lys at finde, selvom vejen kan virke enormt kringlet..

Og så er jeg tilbage ved min oprindelige tanke: Er det ikke meningen med livet? At der er lys og mørke? Glæde og smerte? At vi netop, igennem processerne, i hele oprydningen af os selv og vores liv, lærer os selv at kende på et dybt, men sandt plan. Så vi dermed får fat i alle livets aspekter og farver, velvidende at vi er i stand til at rumme det og være i kærlighed med det, fordi dét netop er meningen med livet: At smage, sanse og føle hele farvepaletten af vores eksistens.

Healing fra traumer tager tid... Men det ér muligt at blive frigjort fra fortidens lænker, hvis vi husker at være nænsomme og tage de skridt som vores inderste kalder på.